Havekurser

Du er stadig meget velkommen til bare at give mig nøglerne (midlertidigt) til dit have-rige, så jeg kan fikse det i din have, som du ønsker at få ændret. Det elsker jeg jo. Men måske du egentlig har lyst til at lege lidt med at opgradere din have med gode, sjove haveløsninger, der kommer både mennesker, insekter og klimaet til gode. Det er det, vi sammen kan kigge på. Har du spørgsmål til kurserne, er du meget velkommen til at kontakte mig.

Vi skal på dette mini-vinterkursus arbejde med at finde nemme og gode tiltag, som du kan lave i din egen have, og som kommer naturen – og dig – til gode.

Vi mødes torsdag d. 21. og torsdag d. 28. november kl. 18.30-21.30 hos mig, og der vil være 3-5 på holdet, så der er god tid til, at vi kan kigge på jeres egne haver og lege med gode muligheder til dem. Prisen for de to aftener er 900kr.

Jeg underviser i nogle af de elementer, man kan arbejde med for at få en gladere have – nogle, der kan have stor betydning, selvom det måske bare er små ændringer, der skal til. Planen er, at vi kigger vi på jeres haver og deres nuværende indretning, udveksler idéer og arbejder med at undersøge de muligheder, der kan være for lige netop jer, jeres haver og drømme. Vi kommer til at arbejde med bl.a. jordforbedring, bedre indretning af grunden, valg af planter, regnvandsopsamlingsløsninger og alternativer til lugning af bede og kedelige græsplæner.

Du behøver ikke at vide ret meget om at have en have, og din have behøver ikke at ligne noget fra et haveblad, for vi starter simpelthen, hvor I er og med det, der giver mening for jer. Hver aften vil have et eller flere temaer, som vi dykker ned i. Om du fører idéerne ud i din have, er helt op til dig – måske har du bare lyst til at undersøge, hvordan du kunne gribe nogle ting anderledes an.

Det vil være rigtig fint, hvis du kan medbringe et matrikelkort/et luftfoto eller en håndlavet skitse over jeres grund, inkl. hvad der måtte være af terrasser, træer, trapper og den slags. Kan du ikke skaffe det, så kontakt mig på forhånd, så finder vi ud af det. Medbring også gerne diverse tegneredskaber og en bærbar computer, hvis du har. Vi kommer til at være max 5 kursister på holdet.

Vi tager udgangspunkt i den have-retning, der overordnet kaldes permakultur. Permakultur er noget anderledes end almindelig, dansk havetradition. Bl.a. adskiller det sig ved, at permakultur tager nænsomt hånd om naturen, bygger jorden og diversiteten på ens grund op og har fokus på at skabe sunde haver, der tager hensyn til flora og fauna og gør jorden i ens have næringsrig og sund. Og det vil vi jo gerne have!

Hvis du kan samle en gruppe på 5-8 mennesker, kommer jeg gerne ud til jer, også hvis I bor i andre dele af landet.

Du kan som altid ringe på tlf. 60 54 11 33 eller skrive på amelie@gladhave.dk, hvis du har spørgsmål 💚

 

 

Ring 60 54 11 33 og lad os snakke om, hvad din have har brug for.